På spidsen af Vigsnæs

Vestermark 8, 4862 Guldborg

Pris: 2.000.000 kr.

 

3 GODE GRUNDE TIL AT KØBE

  1. Udsigt til solnedgang over Smålandsfarvandet
  2. På første parket til fugleliv og sejlads i Tårs Vig Vildreservat
  3. Skøn og overskuelig have, hvor du kan være helt privat

 

Landstedet er placeret i det åbne landskab på halvøen Vigsnæs midt imellem Smålandsfarvandet og udmundingen af Guldborgsund. Med flotte lange kig ud over markerne, og en unik og ugeneret panoramisk havudsigt, kan man nyde solnedgangen over Tårs Vig, der er et internationalt fuglebeskyttelsesområde.

Herfra har man et godt udgangspunkt for at udforske de mange landskabelige herlighedsværdier området byder på. Tårs Vig Vildtreservat tilbyder et rigt fugleliv, der både er for den inkarnerede ornitolog og den aktive naturelsker, der nyder at se fugletrækket fra enten land- eller vandsiden. Det lille bådeleje, blot 1 km fra hoveddøren, tilbyder let adgang til sejlads fra mindre både og kajak, ligesom Guldborg Storskov er i både gå- og cykelafstand. Udforsk Guldborgsunds varierede landskab, besøg de små hyggelige havnebyer på Lollands Nordkyst, tag på safari i imponerende og historiske Knuthenborg Safaripark eller forkæl dig selv med et måltid tilberedt med lokale råvarer på Claus Meyers Hotel Sakskøbing.

Ombygningen tager udgangspunkt i et fuldmuret husmandssted fra 1912. Skåret ind til benet af det eksisterende finder vi et velbevaret råhus med gode proportioner, høje rum og fine murdetaljer omkring gesimsbånd og vinduesåbninger. Bygningen fremstår lys med store vinduer mod vest og syd.

Stueetagen er landstedets fleksible areal. Rummene i stueetagen er primært tiltænkt at benyttes i sommerhalvåret, hvor aktiviteter ude og inde i højere grad smelter sammen. Stueetagen istandsættes rustikt med fritlagte murstensvægge, som kalkes både indvendigt og udvendigt, mens betongulve giver rummene et råt og upoleret udtryk. Det er i stueetagen man kan udfolde de lidt større aktiviteter og dyrke værksteds- og hobbyaktiviteter uden at være nervøs for sarte overflader og slitage. Det er her man samler familie og venner til en frokost og åbner de store porte op mod det omkringliggende landskab. Og det er her man lukker portene i, når det lunefulde danske vejr giver anledning til at rykke indenfor og tænde op i det åbne ildsted.

Der etableres en ny tagkonstruktion, som danner rammen om det egentlige boligareal, der kendetegnes af en optimeret planløsning omkring en central kerne. Hævet op på 1. sals niveau, hvor udsigten er bedst, giver vinduesåbningerne indrammede kig til det omkringliggende landskab, mens interiøret af egetræ giver en vis hjemlig varme.

Udvendigt tegner den karakteristiske tagprofil og den umbragrønne farve en subtil fortolkning af de egnstypiske ladebygninger. Tagopbygningen overholder alle gældende energi- og installationskrav.

Haven mod øst har potentiale til at blive din lille grønne oase. De velvoksede træer, der omkranser grunden og den overskuelige størrelse giver den en intim og privat stemning. Man kan med få midler give den sit personlige præg. Hvadenten du har grønne fingre eller blot vil lade haven stå hen som naturgrund.

Landstedet er for den kræsne naturelsker, der vil have udsigten, Smålandsfarvandet og fuglelivet helt ind i stuen.

 

 

Areal
Bolig: 78 m²
Udhus: 58m²
Grund
690 m²
Vand
Tårs Vig Fuglereservat: 1km
Tårs Vig Bådeleje: 1km
Guldborg Lystbådehavn: 9,5km
Skov
Odden Skov: 3,5km
Guldborg Storskov: 4,8km
By
9 km til Guldborg
13 km til Sakskøbing