På halvøen Jungshoved

Roneklintvej 7, 4720 Præstø

Pris: 1.850.000 kr.

3 GODE GRUNDE TIL AT KØBE

  1. Gåafstand til skov, strand og unikke naturoplevelser på Jungshoved
  2. Vandsport og naturoplevelser ved Præstø Fjord
  3. De 2 indre gårdhaver og den store naturgrund lige ved æbleplantagen.

 

Landstedet ligger meget privat i udkanten af den charmerende landsby Roneklint på halvøen Jungshoved. Det er omgivet af en æbleplantage på den ene side og et strøg af småsøer på den anden, hvor man også har et langt kig ud over det bakkede terræn.

Der er fra hoveddøren blot 600m til netop det stræde mellem Fakse Bugt og Præstø Fjord, hvor Gøngehøvdingen Svend Poulsen på en vinterdag for omkring 350 år siden skulle have stukket ud over isen på flugt fra den svenske dragonhær, der med det langt tungere kavaleri skulle have gået gennem isen og omkommet. Jungshoved rummer både historiens vingesus og helt fænomenale naturoplevelser. Du kan stikke til søs i kajak eller båd på Præstø Fjord eller tage en dukkert fra Roneklint Strand. Cykle langs panoramaruten rundt på hele Jungshoved. Tage på vandretur i skoven Bøndernes Egehoved, gennem fredede landskabstyper som overdrev, kær og strandeng, forbi Roneklint Fyr med udsigt over fjorden, langs Roneklint Strand og gennem Store Hestehave Skov til Bønsvig Strand. Eller måske er du til gastronomisk forkælelse og Michellin-stjernedrys på Frederiksminde i Præstø. Jungshoved har det hele.

Landstedet tager udgangspunkt i ombygningen af en gammel fuldmuret frugtlade, der kobler landstedet til æbleplantagen og vidner om dens historie og landbrugsmæssige funktion. De store porte til af- og pålæsning og de små karakteristiske ventilationsskakte på husets nordside understreger denne fortælling. Hovedhuset til landejendommen er for nyligt revet ned, og laden står nu solitært som eneste tilbageværende bygning på grunden.

Stueetagen er landstedets fleksible areal. Rummene i stueetagen er primært tiltænkt at benyttes i sommerhalvåret, hvor aktiviteter ude og inde i højere grad smelter sammen. Stueetagen istandsættes rustikt med fritlagte murstensvægge, som kalkes både indvendigt og udvendigt, mens betongulve giver rummene et råt og upoleret udtryk. Det er i stueetagen man kan udfolde de lidt større aktiviteter og dyrke værksteds- og hobbyaktiviteter uden at være nervøs for sarte overflader og slitage. Det er her man samler familie og venner til en frokost og åbner de store porte op mod det omkringliggende landskab. Og det er her man lukker portene i, når det lunefulde danske vejr giver anledning til at rykke indenfor og tænde op i det åbne ildsted.

Der etableres en ny tagkonstruktion, som danner rammen om det egentlige boligareal, der kendetegnes af en optimeret planløsning omkring en central kerne. Hævet op på 1. sals niveau, hvor udsigten er bedst, giver vinduesåbningerne indrammede kig til det omkringliggende landskab, mens interiøret af egetræ giver en vis hjemlig varme.

Udvendigt tegner den karakteristiske tagprofil og den umbragrønne farve en subtil fortolkning af de egnstypiske ladebygninger. Tagopbygningen overholder alle gældende energi- og installationskrav.

Idet arealet af den nye tagetage ikke spænder hele husets længderetning, etableres derfor to skønne private gårdhaver afskærmet for vind og vejr. Det er her man kan opstille et badekar helt ugeneret med kig til himlen eller nyde sin morgenkaffe op ad den lune, solbeskinnede væg.

Grunden indrammes af flere velvoksede træer, og her er plads nok til at udføre haveprojekter af enhver art. Har man ikke tid og lyst til at holde have vil grunden gøre sig fantastisk som naturgrund, og man kan således nøjes med at indrette og tilpasse de indre gårdhaver og give dem sit helt personlige præg.

 

 

Areal
Bolig: 96 m²
Udhus: 73 m²
Indre Haver: 89 m²
Grund
4.435 m²
Vand
Præstø fjord: 600m
Roneklint Strand: 1,2km
Præstø Havn: 7,5km
Skov
Bøndernes Egehoved: 1,2km
Store Hestehave Skov: 1,4km
By
Præstø: 7km
Vordingborg: 21km